Børn kan også have brug for støtte og et frirum. Et sted, hvor de kan tale med
en voksen uden for familien. En voksen, som har indsigt i og erfaring med at
tale med børn. I terapien for børnene mulighed for, at:
- Sætte ord på det, der er svært
- Forholde sig til det
- Skabe orden i kaos
- Finde handlemuligheder og løse problemer
- Værdsætte egne egenskaber og værdier
- Skabe håb og ønsker for fremtiden
Bekymringer og angst
Alle bekymrer sig, men nogle børn bekymrer sig så meget, at de kan have
svært ved at udfolde sig. De vil gøre næsten alt for at undgå situationer eller
ting, de er bange for. En lille bekymring kan vokse sig til en stor bunke
problemer, som børn ikke aner, hvordan de skal komme af med. Hvis bekymringerne
har vokset sig så store, at de driller og plager barnet stort set hver dag, er
der grund til at søge hjælp. I samtaleterapien lærer barnet nye og effektive
teknikker til at styre angsten.
Selvværd
Gennem mobning bliver mange børn udelukket fra de andres fællesskab, og det
kan ødelægge livsglæden for enhver. Det er krænkende, og følgerne af mobning kan
være afmagtsfølelse, ensomhed, angst, tristhed, isolation og lavt selvværd. Det
er en stor hjælp at arbejde med problemet i samtaleterapi, så barnet kan se sig
selv i et andet og bedre lys og derved bryde de gamle mønstre.
Skilsmisse
Børn oplever forældrenes skilsmisse som et stort tab. Det gælder, uanset
hvilken alder barnet har, og uanset hvordan forældrenes samliv har været op til
bruddet. Børn opfatter familien som verdens trygge midtpunkt, og derfor vil de
fleste børn i skilsmisseperioden opleve stor utryghed. I samtaleterapien kan
barnet få et frirum med en voksen, som inviterer barnet til at tale om
situationen og til at få det bedste ud af den nye situation.
Dødsfald
Når et barn mister et elsket menneske eller er på vej til det, bliver
hverdagen totalt forandret. Dets historie bliver en anden, og en ny historie
skal fortælles. I samtaleterapien sætter barnet ord på, hvad det har mistet,
hvad det betød, hvad barnet husker det menneske for, den forandrede hverdag og
håbet for fremtiden.