Henny Nørgaard, psykoterapeut MPF
Henny Nørgaard


Sorggrupper

Har du mistet én, du holder af, kan det være en stor hjælp at være med i en sorggruppe. I en sorggruppe møder du andre, der har oplevet at miste, og du kan derfor dele tanker og følelser med nogen, der forstår dig. I sorggruppen får du mulighed for at fortælle din historie: Om den eller dem, du har mistet, og om hvordan vedkommende var. Om oplevelserne med afdøde og om det forandrede liv. Du genkender også noget fra de andres fortællinger, og du oplever, at dine tanker og følelser ikke er mærkelige eller forkerte.

En befrielse i sorgen
Det kan virke som en befrielse at have et mødested, hvor det er naturligt at vise følelser. Et sted, hvor du ikke føler dig forkert, og hvor din sorg bliver taget alvorligt. Der er meget, der skal siges farvel til, men i grupperne lægges der også vægt på at sige goddag igen til det mistede, så det bedste fra fortiden bringes med ind i nutiden.

- Jeg føler mig lettet, når jeg går herfra. Jeg kan gå og spare så mange tanker op inde i mit hoved, men så ved jeg, at når jeg er her i gruppen, så har jeg lov til at snakke om min far (deltager i gruppe for unge).

- Jeg kommer her og får lettet mit hjerte. Det gør, at jeg kan klare min hverdag uden at være ked af det hele tiden (deltager i gruppe for voksne).

- Det er utrolig rart, når Henny får os til at huske alle de gode minder. Mange af dem havde jeg faktisk glemt. Nu har jeg fået øje på alle de skønne og skøre ting, min søster og jeg lavede sammen (deltager i gruppe for voksne).

Ledelse og opdeling
Sorggruppernes ledes af mig, og du vil få hjælp til at få styr på sorgens følelser og sorgens mange opgaver. Du får hjælp til at sætte ord på dine følelser og forholde dig til dem. Sorggrupperne er opdelt efter alder, så du i sorgterapien møder andre på samme alder:

- Børn
- Unge
- Voksne
- Forældre, der har mistet et barn

Henny Nørgaard ¤ Hasseris Bymidte 3, 1. tv. ¤ 9000 Aalborg ¤ tlf. 51 92 64 21 ¤ henny@henny-n.dk